Radius Distillery

Økologisk tradition møder videnskabelig præcision

Hvad får man, når man blander en master distiller med 25 patenter, en nyudklækket økologisk godsejer og så et par specialbyggede, tyske kobbelkedler skabt til at lave distinkte smagsprofiler? Jo, det giver Radius Distillery med et bredt sortiment af gins, likører og fadlagerede spiritusser.

Fra hemmelig hobby til international hæder

Som så mange andre af verdens gode vine, øl og spiritusser, starter historien på køkkenbordet. Radius Distillery er stiftet af en vennegruppe fra medicinalindustrien, anført af Kristian Larsen. De fandt hurtigt ud af, at deres eksperimenter i køkkenet med udstyr lånt fra arbejdspladsen havde potentiale til at blive mere end blot en hemmelig treat for deres inderkreds.

Den første gin, der for alvor viste klasse, var en tilsyneladende enkel blanding af især Holsteiner Cox, komplementeret af citronskal, fennikel og rosenblade. Ikke siden Newton havde æblet inspireret så stort et værk. For at få bekræftet mistanken om en gin med ”international tyngde”, blev flasken sendt til San Francisco World Spirits Competition – og her må man sige at flaskeposten blev velmodtaget. Dommerne ved en af verdens mest anerkendte spirituskonkurrencer kvitterede med en sølvmedalje, og nu tog projektet fart.

Destilleriet flytter ind på øko-godset

Af en bekendt blev Kristian gjort opmærksom på, at den nyudklækkede herregårdsejer på Oremandsgaard havde spirituøse ambitioner for den æblesaft, der ellers primært blev solgt til landets Michelin-restauranter. Kristian fandt hurtigt ud af, at han var helt på bølgelængde med August når det gjaldt kvalitet og godt håndværk. Radius var allerede overbevist om, at æblet skulle spille en central rolle i deres gin, og Oremandsgaard, som er et af landets ældste, økologiske landbrug, dyrker nogle af landets bedste.

Samarbejdet mellem de to tog hurtigt form, og i den gamle herregårdsstald fandt man plads til to skinnende, tyske kobberkedler. Radius var nu en del af Oremandsgaard – og omvendt.

Radius Distillery

Haveæbler og Hage-æbler

Radius’ første år på Oremandsgaard faldt desværre sammen med godsets dårligste æblehøst nogensinde. De sædvanlige 15 tons var dette år nede på 2. Heldigvis kom naboerne på Sydsjælland til undsætning og pludselig kom nedfalds- og overskudsæbler rullende fra nær og fjern. I bytte for gode priser på gin og æblebrandy, naturligvis. Faktisk modtog Radius hele 36 tons æbler! De havde været lykkelige for et eller to. 100 kilo kan stadig omsættes til en flaske, og i 2022 var donationerne oppe på 60 tons.

Radius Distillery


Radius laver gin, som i moderne sammenhæng med rette kan betragtes som minimalistisk, i hvert fald når det gælder ingredienslisten. Du finder ikke 30-40 obskure botanicals, men en god håndfuld nøje udvalgte ingredienser, der ofte tager udgangspunkt i æblet. Især Oremandsgaards eget æble, Hage-æblet, opkaldt efter (og udviklet af) Augusts tipoldefar, Alfred Hage, er man stolte af. Desuden har de i 2019 plantet flere end 3.000 økologiske æbletræer med 17 gamle sorter fra Sydsjælland. Æblerne skal ikke kun bruges til gin, men også æblebrandy, som lagres på rom-, bourbon- og sherryfade.

På lageret ligger også Oremandsgaards spæde whisky og modner. Godset har siden 1800-tallet dyrket byg til malt, og faktisk er den oprindelige Oremandsgaard-formue bygget på bygmalt, som eksporteredes til England. Whisky var derfor en oplagt udvidelse. Selv vandet kommer fra egen kilde.

Vi har med stor begejstring smagt på den unge spiritus, og vi kan slet ikke vente med at se hvad fremtiden bringer for whiskyen – for slet ikke at tale om Radius og Oremandsgaard generelt.