Katastrofen i Ahr

Når livet ændrer sig med et trylleslag


Natten mellem d. 14. juli og 15. juli 2021 blev natten, der ændrede livet for mange europæere. Belgien, Holland, Østrig, Schweiz og ikke mindst Tyskland blev ramt af kolossale oversvømmelser, der kostede mere end 220 mennesker livet og forårsagede ufattelige ødelæggelser. Det vestlige Tyskland blev værst ramt af alle og delstaterne Nordrhein-Westfalen og Rheinland-Pfalz tegnede sig for mindst 184 af dødsfaldene. Ødelæggelserne er anslået til at være for mere end €30 milliarder (225 milliarder danske kroner) i Tyskland alene.

Lige på grænsen mellem de to delstater finder vi den smukke og normalt idylliske Ahr-dal, hvor den lille flod Ahr løber igennem. Ahr har en længde på 86km og løber ud i Rhinen. Dalen er snæver og der er stor højdeforskel på flodløb og bjerg/bakkekammene. Denne lille dal skulle vise sig at blive allerhårdest ramt af oversvømmelser og flodbølge af alle steder i Europa. Her mistede mere end 130 mennesker livet! Det er anslået, at vandstanden i dalen steg med mere end 7 meter, men det præcise tal kendes ikke, da målepunktet blev skyllet væk af vandmasserne, da de nåede 5,75 meter. I nogle af Ahrs små byer blev mere end 90% af husene enten skyllet væk eller ødelagt så meget, at de var ubeboelige. Infrastrukturen blev totalskadet, så både veje, broer, kloaksystemer og jernbanespor var ødelagte. Skoler, hospitaler og øvrige offentlige bygninger var også enten totalskadede eller decideret skyllet væk.

Radius Distillery

I flere dage var dalen uden strøm og vandforsyning, og nogle af bebyggelserne var totalt afskårne fra omverdenen. 

Vinbønderne gik selvklart ikke fri af denne voldsomme hændelse. Kun de få, der havde deres vineri tilstrækkelig højt på skråningerne slap nogenlunde nådigt. Dette gælder desværre kun et fåtal, da hovedparten af vingårdene lå ved landevejen i de små byer i dalbunden. For de fleste gjaldt det derfor, at de fik ødelagt næsten alt, hvad de ejede og havde. Hvad der lå på fade af vin og inventar såsom vinpresser, afstilkere og traktorer blev enten skyllet væk eller decideret ødelagt. Omkring 10% af markarealet i Ahr er ligeledes blevet ødelagt. Oveni disse skader kommer alle menneskenes historier. I sådanne små samfund kender alle næsten hinanden, og ingen er gået fri for at have mistet enten venner, familie, naboer eller bekendte. 

Hjælp fra nær og fjern

Et fantastisk sammenhold og solidaritet skulle hurtigt vise sig. Fra nær og fjern kom der al hjælp man kunne forestille sig, både i form af tungt maskineri, landbrugsmaskiner, mad, tøj og alt tænkeligt udstyr. Vinbønderne fik næsten uden undtagelser resolut hjælp fra deres venner og konkurrenter i andre områder, både med udstyr, men i lige så høj grad med mandetimer. Mange tyske vingårde frigav al arbejdskraft og maskineri på nær det allermest nødvendige, for at vinbønderne i Ahr kunne hjælpes til, at der kunne komme en fornuftig høst i hus i 2021. Det ville være den bedste hjælp til at komme tilbage, at der allerede det følgende år igen var vin at sælge.

Weingut Jean Stodden var en af vingårdene, der var hårdest ramt. Vingården lå lige ved landevejen i den lille by Rech, hvor alt blev skyllet væk. Alexander Stodden, der i dag leder vingården, fik heldigvis også hjælp af sine venner. Særligt Hans Oliver Spanier, der med sin kone Carolin har to topvingårde i Rheinhessen, hjalp Alexander i meget høj grad. Efter vandmasserne havde ’kastet fadene rundt som bordtennisbolde’, som Alexander udtrykker det, prøvede han med Hans Olivers hjælp at se, om nogen af dem kunne reddes. Mange kunne ikke, men iblandt var der nogen, der kunne! De, der kunne reddes, kunne dog ikke længere identificeres, da kridtskriften på fadet, hvormed dets indhold var skrevet, var skyllet væk af vandmasserne.

Flutweine

2020 var årgangen, der lå og modnede i kældrene i Ahr. En rigtig lovende årgang. Kun de kortest lagrede basisvine nåede at blive tappet og frigivet inden oversvømmelserne. Alle topvinene lå stadig på fade. 

Ved sammen at dufte til og smage på fadene kunne Alexander og Hans Oliver identificere tre kvaliteter i de fade, der kunne reddes, og som siden har bestået laboratorietests, der sikrer at de er fejlfri og forsvarlige at drikke. Det er således blevet til tre aftapninger af 2020-årgangen. 


Hos Juul’s har vi købt, hvad vi kunne af to af vinene fra 2020-årgangen for på den måde at støtte Stodden i at komme på fode igen. Det er disse to vine: