Ligesom storken er snapsen et trækdyr. Foråret og påsken tilbringer den i lystigt lag blandt lam og kyllinger, men kort efter forlader snapsen lige så stille de danske frokostborde og fortrækker til et lunt og støvet hjørne af barskabet. Hen over sommeren observeres kun enkelte eksemplarer i det fri, og først når julen så småt kan skimtes ude i horisonten, vender snapsen for alvor tilbage.
Snart er der igen julefrokoster og snaps i kalenderen – men den nordiske nationalsprut kommer i mange afskygninger, så hvilken skal man egentlig vælge for at få det perfekte match til sild, laks, flæskesteg og medister? Læs vores miniguide til snaps og akvavit og bliv klædt på til julefrokosten!
Tekst af: Niklas, Juul's Engros
niklasm@juulsengros.dk
Hvad er forskellen på snaps og akvavit?
Selvom de to ord normalt bruges synonymt, er der en lille forskel. Akvavit har nemlig en officiel definition, der dikterer præcis hvad en akvavit er. De vigtigste punkter er, at smagen skal komme primært fra et destillat af kommen eller dild, og den skal være tappet ved minimum 37,5% alkohol. Man kan naturligvis også bruge andre urter, så længe det er kommen eller dild, der dominerer, fx porse, anis, citronskal, dild, fennikel, kardemomme, vanilje og koriander.
Snaps har ikke nogen officiel definition, og ordet bruges i flæng om både akvavit og vodka infuseret med urter eller krydderier, hvilket tit kaldes kryddersnaps. Måske fordi det er mindre formelt, hører vi oftere ordet snaps i den daglige brug – men det er også lettere at rime på i drikkeviser.
Hvad er forskellen på norsk, dansk og svensk akvavit?
Danmark, Norge og Sverige er de førende snapsenationer, både når det gælder produktion og forbrug. Hvert land har sin egen tradition, men især den norske skiller sig ud. Her har akvavitten nemlig endnu strengere regler.
Reglerne for norsk akvavit er skærpet på 2 punkter: den skal laves på minimum 95% norske kartofler og den skal fadlagres i minimum 6 måneder på fade under 1000 liter, eller 12 måneder hvis de er større. Fadene har typisk indeholdt hedvin som sherry eller madeira, inden de bruges til akvavit.
Mange akvavitter lagrer dog endnu længere end de påkrævede 6 måneder.
Hvad er forskellen på norsk, dansk og svensk akvavit?
Danmark, Norge og Sverige er de førende snapsenationer, både når det gælder produktion og forbrug. Hvert land har sin egen tradition, men især den norske skiller sig ud. Her har akvavitten nemlig endnu strengere regler.
Reglerne for norsk akvavit er skærpet på 2 punkter: den skal laves på minimum 95% norske kartofler og den skal fadlagres i minimum 6 måneder på fade under 1000 liter, eller 12 måneder hvis de er større. Fadene har typisk indeholdt hedvin som sherry eller madeira, inden de bruges til akvavit.
Mange akvavitter lagrer dog endnu længere end de påkrævede 6 måneder.
Ligesom i Danmark og Sverige er dild tilladt som smagsgiver, men man bruger traditionelt kommen. Disse 3 karakteristika har Oslo Håndverkdsdestilleri opsummeret således:
"Dårlig jord ga oss potet som råstoff. Dårlig sprit ga oss karve (kommen). Og dårlige handelsmenn ga oss fatlagring."
Det med lagringen og de dårlige handelsmænd refererer til den nok mest berømte historie om akvavit: omkring starten af 1800-tallet sejlede en gruppe handelsmænd fra Norge mod Jakarta i Indonesien, med lasten fuld af friskfyldte fade med god, norsk akvavit. Stik imod al forventning var den vide verden ikke videre begejstret for den kraftige kommenspiritus, så nordmændene måtte tage hver en dråbe med hjem igen. Da man kom hjem og inspicerede varerne, fandt man ud af, at den lange, vuggende tur over ækvator (to gange) i træfade havde gjort akvavitten godt – så godt, at sørejsen blev en tradition. Mens visse brands stadig sværger til de to ture over ækvator (nok primært at marketingsårsager), lagrer de fleste destillerier akvavitten statisk.
Både den danske og den svenske akvavit er typisk gæret og destilleret på korn, ikke kartoffel, og smagen er domineret af kommen, af og til med indslag af dild. De kan være lagrede, men der er intet krav herom. Hvis spiritussen er lagret, er det tit gamle sherryfade.
Om kommen
Kommen, carum carvi, er for akvavit, hvad enebær er for gin. Det lille frø er uundværligt i akvavit – bogstaveligt talt. Planten er i familie med persille og koriander, og har været brugt som krydderi i mindst 5.000 år. De tidligste beviser på kommen i kulinarisk sammenhæng stammer fra Schweiz. Som navnet antyder, er den også i familie med spidskommen – men de to bør bestemt ikke forveksles, hverken i akvavit eller i din garam masala!
Om kommen
Kommen, carum carvi, er for akvavit, hvad enebær er for gin. Det lille frø er uundværligt i akvavit – bogstaveligt talt. Planten er i familie med persille og koriander, og har været brugt som krydderi i mindst 5.000 år. De tidligste beviser på kommen i kulinarisk sammenhæng stammer fra Schweiz. Som navnet antyder, er den også i familie med spidskommen – men de to bør bestemt ikke forveksles, hverken i akvavit eller i din garam masala!
Sådan vælger du den rigtige snaps til…
Sådan vælger du...
Den rigtige snaps til sild
Gå efter en snaps som er frisk og sprød, med dild, kommen eller citrus i front. Typisk vil man vælge en klar, ulagret akvavit, men en ganske let lagring, fx på sherryfade, kan også fungere godt især til kryddersild.
Den rigtige snaps til flæskesteg
En let dild-akvavit vil falde igennem overfor de fede retter, så her må akvavitten gerne være fyldig og kraftig, med god smæk på kommensmagen. Gå evt. efter en fadlagret udgave, og gerne med høj alkohol, hvilket hjælper med at skære igennem tung og salt kost. Det vil nok også være denne akvavit, du drikker til medister og lun leverpostej.
Den rigtige snaps til ost eller avec
Milde oste som ung brie kan let blive overdøvet af akvavit, men til de kraftige oste eller som digestif, kan du med fordel vælge en brændevin, som er intens, fyldig og har masser af smag. Den må gerne være lagret, hvilket giver kommensmagen lidt modspil og typisk resulterer i en mere kompleks oplevelse.
Silden
Gå efter en snaps som er frisk og sprød, med dild, kommen eller citrus i front. Typisk vil man vælge en klar, ulagret akvavit, men en ganske let lagring, fx på sherryfade, kan også fungere godt især til kryddersild.
Flæskestegen
En let dild-akvavit vil falde igennem overfor de fede retter, så her må akvavitten gerne være fyldig og kraftig, med god smæk på kommensmagen. Gå evt. efter en fadlagret udgave, og gerne med høj alkohol, hvilket hjælper med at skære igennem tung og salt kost. Det vil nok også være denne akvavit, du drikker til medister og lun leverpostej.
Osten
Milde oste som ung brie kan let blive overdøvet af akvavit, men til de kraftige oste eller som digestif, kan du med fordel vælge en brændevin, som er intens, fyldig og har masser af smag. Den må gerne være lagret, hvilket giver kommensmagen lidt modspil og typisk resulterer i en mere kompleks oplevelse.
