Visionæren i Walla Walla Valley


L'Ecole N° 41 - fra pensionsprojekt til sensation

Mon ikke mange vinskribenter fik merlot’en galt i halsen, da Decanter Wine Awards i 2014 bekendtgjorde, at Verdens Bedste Bordeaux-blend ikke kom fra Bordeaux, men fra Walla Walla Valley i Washington? Da L’Ecole N°41 ”Ferguson Vineyard” snuppede titlen foran både konkurrenter fra Napa og hjemmebanefavoritterne i Frankrig, var det bare endnu et stød af medvind til en allerede fremadstormende vinregion, som i dag er blandt USA's mest feterede.

Walla Walla Valley ligger i den sydøstlige del af Washington State og flyder faktisk over grænsen til Oregon. Cirka 60% af stokkene står på Washington-siden, mens resten er i Oregon. Og selvom AVA’er jo ikke er politisk, men geografisk bestemte, er Walla Walla Valley en af kun ganske få der krydser en statsgrænse. Den ligger på den 46. nordlige breddekreds, svarende til lige midt mellem Bordeaux og Bourgogne. Vækstsæsonen er tør med varme dage og kølige nætter, jordbunden er løss over basalt, og Cascade-bjergene mod vest kaster deres regnskygge over dalen, hvilket betyder, at der kun falder ganske lidt nedbør især i den vestlige del. Derfor er præcis (og bæredygtig) drypvanding en af nøglerne til succes i Washington. Mere herom senere...

Og hvad er det så, stedet gør så godt? En populær måde at udtrykke det er, at Walla Walla har frugten fra den nye verden ovenpå den gamle verdens struktur og kompleksitet – som en blanding af Napa Valley og Bordeaux. Et af de bedste eksempler på dette er førnævnte L’Ecole N° 41, som bestemt ikke har hvilet på laurbærrene siden succesen hos Decanter, men tværtimod fortsat den konstante udvikling som vinhuset har været i siden det blev grundlagt i 1983 – før Walla Walla Valley overhovedet blev en AVA.

"...a characteristic of Walla Walla wine is New World fruit on top of Old World structure ... Expect Cabernet Sauvignons that strike a balance between Napa’s lush fruit and Bordeaux’ more austere complexity"

- Advinetures.com

Som i resten af appellationen er rødvine det største fokus hos L’Ecole: Cabernet Sauvignon og Franc, Merlot og Syrah – men også Semillon udviser verdensklasse her. Så meget endda, at Jancis Robinson flere gange har fremhævet den, fx i The World Atlas of Wine, som et af de skarpeste eksempler på druen overhovedet: ” Semillons such as L’Ecole N° 41’s show that the grape can really shine when given the chance…”.

 

Schoolhouse

TIDLIG SUCCES

Navnet L’Ecole N° 41 er ikke tilfældigt, men valgt fordi vinhuset har hjemme i den gamle Frenchtown-skole. Det blev grundlagt af Jean og Baker Ferguson i 1983, som det kun 3. vinhus i området efter Leonetti Cellar og Woodward Canyon. Året efter fik dalen den vigtige status som officiel AVA (American Viticultural Area). Vin skulle egentlig være Jean og Bakers pensionsprojekt, men en guldmedalje fra Pacific Northwest Enological Society til merlot’en fra deres første årgang var en formaning om, at L’Ecole kunne blive til noget meget større end bare otiumshygge. I dag ejes det af 2. generation af familien, Megan og Marty Clubb, som har videreført arven fra Megans forældre, og under hvis ledelse L’Ecole N° 41 har høstet internationale anerkendelser i spandevis.

Sustainable farming

BÆREDYGTIGHED

Men er det overhovedet forsvarligt at drikke vine fra et område, hvor der kun falder mellem 8 (den vestlige del) og 20 tommer regn om året? Heldigvis er svaret ja. Både Pepper Bridge, Seven Hills og det ”nye” flagskib, Ferguson Vineyard, er Certified Sustainable og Salmon Safe. Man måler vandindhold i jorden, og direkte på rankerne monitorer varmecensorer ”sap flow”, hvilket giver information om hvornår det er bedst at vande. Det har reduceret vandforbruget med mere end 50% siden 2017. Den præcise drypvanding er ikke kun med til at minimere vandforbrug, men bruges også til at begrænse de resourcer, planten bruger på at lave løv, samt at tilskynde druer som er mindre i størrelse, men større i intensitet.

L’Ecole N° 41 var det 3. vinhus i AVA’en og betragtes stadig som en af Walla Walla Valleys mest visionære producenter og som bannerfører – ikke kun på kvalitet, men også på bæredygtighed.

Seven Hills Vineyard

En af Walla Walla Valleys ældste og mest navnkundige marker, hvor der over 250 acres dyrkes bl.a. Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Carmenere, Grenache, Malbec, Merlot, Petit Verdot, Sangiovese, Sauvignon Blanc, Sémillon og Syrah.

Seven Hills Vineyard

Pepper Bridge Vineyard

Da Marty Clubb først fik interesse for Pepper Bridge Vineyard i 1991, stod der 5 acres med Cabernet Sauvignon og 5 med Merlot.
I dag er marken udvidet til hele 175 acres – et vidne om det tårnhøje potentiale der er i jorden og mikroklimaet her lidt tættere på Blue Mountains.

Pepper Bridge Vineyard

Ferguson Vineyard

Ferguson Vineyard er opkaldt efter Marty Clubbs forældre, Jean og Baker Ferguson, som grundlagde L’Ecole N° 41. Marken er en del af et ambitiøst udviklingsprojekt kaldet SeVein Vineyards: en samling af ”… the most technologically advanced vineyard properties in the Walla Walla Valley”. På vestsiden har man udgravet materialer til bl.a. at bygge vejene mellem SeVein-parcellerne, og her kan man se ”The Ferguson Wall”, som den nu kaldes: en 30 fod høj klippeflade, hvor den størknede magma er blottet og giver et unikt indblik i  den "jord", rankerne står i.

Hans Reisetbauer i København

Juvelen i kronen

Ferguson Vinyeard er L'Ecoles stolthed. At dette er en mark udover det sædvanlige, blev tydeligt da 2011-årgangen af Ferguson Vineyard blev kåret af Decanter Wine Awards til ”Bedste Bordeaux Blend i Verden” hvilket var med til at katapultere både L’Ecole N° 41 og Ferguson Vineyard, men også selve Walla Walla Valley til stjernestatus. Siden da har vinen fra denne særlige mark jævnligt høstet guldmedaljer og skyhøje point hos de internationale anmeldere. Ferguson er Certified Sustainable og Certified Salmon Safe.

 

Hans Reisetbauer i København


Placering: Ved den sydlige grænse af Walla Walla Valley AVA (i Oregon)

Orientering: Nord/Nordøst

Areal: 42 acres

Højde: 410 til 440 meter

Druesorter: Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Malbec, Petit Verdot, Syrah

Tilplantet: 2008, 2009, 2016

Nedbør: 6 til 8 inches

Jordbund: Løss over basalt

Første årgang: 2010

Certificeringer: Certified Sustainable & Salmon Safe