Top 10 Whiskymærker

Hos Juuls er der ingen flasker der er tilfældige og ingen der er overflødige. Vi betragter vores sortiment som en portfolio af det bedste, spiritusverdenen kan præstere – inden for alle prisklasser.

Når vi vælger et mærke, uanset om det er et destilleri eller en aftapper, er det fordi vi synes kvaliteten er exceptionel og historien god. Det skal være spiritus fra folk med både hjertet og destillationsapparatet på rette sted – og vigtigst af alt skal det være ting, vi gerne selv vil drikke!

Med snart 100 år i branchen har vi efterhånden fået kurateret et ret pænt udvalg – hvis vi selv skal sige det. Her er et lille udpluk med 10 af vores yndlingsmærker (i tilfældig rækkefølge) på whiskyhylden.

Springbank

Springbank Cask Strength Aged 12 Years

Springbank har et helt særligt sted i vores hjerte (og vores lever). Det lille, familieejede håndværksdestilleri har været en del af Juuls’ sortiment siden 1991. Dengang var det danske whiskymarked nærmest ukendeligt fra i dag, men Springbank har ikke ændret sig synderligt siden da. For os repræsenterer Springbank ikke bare kompromisløs kvalitet, men også en konstant og urokkelig faglig integritet i en whiskyverden, som i stigende grad bevæger sig mod hule marketingsfloskler og NAS-aftapninger med opdigtede historier. Mens så mange nu vælger ”style over substance”, taber Springbank aldrig kvaliteten af syne, og vi er stolte af at repræsentere disse gode folk i Danmark!

Se alt fra Springbank her

Gordon & MacPhail

Gordon & MacPhail Discovery Glenrothes

Gordon & MacPhail er et af de mest ikoniske firmaer i hele spiritusbranchen. G&M er den essentielle uafhængige aftapper - altså ikke et destilleri, men en virksomhed der køber og aftapper whisky - og de har gennem mange generationer arbejdet tæt sammen med Skotlands bedste producenter. Derfor har de i dag en ret unik position på markedet og får, nok som de eneste, lov til at fylde deres egne fade hos mange destillerier, hvorefter disse så transporteres tilbage til Elgin for at slumre i deres legendariske warehouses. Nogle af historiens største og sjældneste flasker kommer herfra, fx Jamaican Rum Vintage 1941, adskillige ”pre-war”-Macallans og verdens hidtil ældste whisky, Mortlach 1939 75 Year Old.

Se alt fra Gordon & MacPhail her

Benromach Distillery

Benromach Contrasts: Organic

Da Benromach Distillery genopstod i 1998 efter cirka 15 år i mølpose, var vi ikke i tvivl om, at Gordon & MacPhail var de rigtige folk til jobbet. Den historiske aftapper er kendt for at have kæmpemæssige mængder gammel whisky, som firmaet har købt gennem årene, og de var således unikt stillede til at kigge deres ”flydende bibliotek” igennem og spore sig ind på den stil, som Benromach havde haft før lukningen. Inden man slog dørene op, havde Gordon & MacPhail brugt 5 år på research og på at designe det nye destilleri så det bedst muligt kunne ramme den gamle stil. Resultatet er betagende old school Speyside-whisky med et strejf af røg.

Se alt fra Benromach her

Nikka

Nikka Coffey Malt

Det er ikke mange år siden, at kun de færreste havde hørt om japansk whisky. På smagninger og messer blev man mødt med skeptiske blikke og usædvanligt generte glas. Nu er den japanske whisky så populær, at destillerierne ikke engang er tæt på at kunne tilfredsstille efterspørgslen! Mange af de flasker som dengang var liquidus non gratia, er i dag kultwhisky og samleobjekter, der sætter rekorder på auktion. 

Nikkas to destillerier, Yoichi og Miyagikyo, leverer noget af, ikke bare Japans, men af verdens flotteste whisky.

Se alt fra Nikka her

Port Askaig

Port Askaig 10th Anniversary

Port Askaig er en af de bedste ting, der sket for røget whisky siden skiveskåret tørv! Denne serie er opkaldt efter byen, som ligger på Islays østkyst og i hundredvis af år har været kendt som ”porten til Islay”. Herfra og til er mange smuglere og whiskyfans sejlet gennem årene, og navnet er nærmest blevet synonymt med røg og tang og tjære. Tæt ved byen ligger også destillerierne Caol Ila og Bunnahabhain, som rygtes at spille hovedrollerne i flere af aftapningerne. Fra Port Askaig kan kystlinjen på den nærliggende Isle of Jura skimtes på en klar dag, og det er denne kystlinje, der er motivet på etiketten på Port Askaig-aftapningerne.

Se alt fra Port Askaig her

Teeling

Teeling Single Grain Whiskey

Dublin, engang et whiskeymekka uden sidestykke, måtte i den første halvdel af 1900-tallet se destilleri efter destilleri slukke kedlerne. Nu har Teeling for alvor bragt destillationskunsten tilbage til Dublin! Teeling har et fast greb om den irske whiskeytradition, men er heller ikke bange for at forny – faktisk er hele 25% af den årlige produktion øremærket eksperimenter! Det er, efter vores mening, tidens klart mest spændende destilleri med den perfekte balance mellem tradition og innovation.

Se alt fra Teeling her

Amrut

Amrut Special Limited Edition Bottled for LMDW

Amrut er måske det bedste eksempel på, at alder ikke er alt når det kommer til whisky. Englene over Bangalore er tørstige, og den høje fordampning er med til at give whisky der er moden på kun få år – en brøkdel af hvad det ville tage i Skotland. Vi er smaskforelskede i stilen hos Amrut: fyldig, kompleks og intens, og det er en fornøjelse at se hvordan folk konverteres fra skeptiker (”sagde du Indien?!”) til fanatiker med blot en enkelt smagsprøve.

Se alt fra Amrut her

Elements of Islay

Elements of Islay Cl8

Elements of Islay er en fuldstændig uundgåelig whiskyserie for dig, som elsker røg, tang og tjære i din whisky! Bag flaskerne finder man Elixir Distillers, som er en af de få aftappere der jævnligt får fingrene i fade fra destillerier som Ardbeg, Port Ellen, Lagavulin, Kilchoman og Bruichladdichs sjældne Octomore. Temaet er gennemført: flaskerne, som ligner noget fra et laboratorie, har en etikette der giver mindelser om det periodiske system. Når man har nøglen er koden let at knække, og den ekstranysgerrige kan på hjemmesiden https://islay.com/ finde alle de oplysninger, som ikke fremgår af etiketten.

Se alt fra Elements of Islay her

Compass Box

Compass Box No Name

Whiskyens enfant terrible, kontroversiel og besunget som få andre… Compass Box har ofte været på kant med den lettere konservative Scotch Whisky Association. Den amerikanske grundlægger, John Glaser, har opgraderet fra lille gesjæft i eget køkken til international berømmelse og mere end et dusin ansatte, men har endnu ikke underkastet sig idéen om, at når det gælder whisky skal man gøre som man altid har gjort. Blandt kreationerne finder man The Spice Tree, som hurtigt blev dømt ”ulovlig whisky”, The Peat Monster og Affinity, et hidtil uhørt blend af whisky og calvados.

Se alt fra Compass Box her

Kavalan

Kavalan Solist Vinho Barrique

Kavalan tog hele whiskyverdenen med storm – os selv inklusiv – da de i 2008 frigav deres første whisky. Og forbløffelsen er kun blevet større med hver eneste frigivelse fra dette monsterdestilleri i Taiwan, hvis Single Casks er nogle af de mest koncentrerede og intense whiskies overhovedet! En stor del af æren tilfalder klimaet i Taiwan, som næsten ikke kunne være mere anderledes end i ”traditionelle” whiskylande som Skotland og Irland. Hos Kavalan kan den årlige fordampning, the angels’ share, nå op på svimlende 15%! I dag er vi enormt glade for at føre hvad vi mener er et af de mest unikke mærker på markedet.

Se alt fra Kavalan her

Tekst af: Niklas, Juul's Vin & Spiritus
niklasm@juulsengros.dk