Ubetinget landet som gennem historien har været dygtigst til at fortælle omverden, at netop deres vine er de bedste og fornemste. Alene de tidlige vinlov Appellation d’Origine Controlée (AOC) fra 1935, en officiel oprindelsesgaranti, hvor de geografiske grænser, druevalg udbyttekrav og kvalitetskontrol blev standard. Dette betød at fransk vin blev endnu mere accepteret som  lig med kvalitet i den store verden. Man stoler på INAO – Institut National des Appellations d’ Origine’s arbejde. ”Når en vin er AOC, er den god.”

I realiteten betyder det, at du får den officielle franske vinmyndigheders garanti for, at vinen kommer fra et nærmere afgrænset område, og at en række kvalitetskrav er blevet opfyldt. I dag
Kan man få AOC vine helt ned til 20,- eller mindre – dog ikke hos os! Vi stiller også visse krav.

Den franske vinlov er nedefra bygget op i pyramideform, således den største mængde vin, den med de mindste krav er placeret nederst i kvalitetspyramiden og betegnes Vin de Table francais, dernæst kommer en stadig mere udbredt gruppe, Vins de Pays. Her taler vi om gode landvine i en gruppe, som blev officiel i 1973 ved et særligt dekret.

AOC
V D Q S
VINS de PAYS
VIN de TABLE FRANCAIS

AOC: 
Først og fremmest stilles der krav om geografisk oprindelse inden for et nærmere angivet område. Dernæst er det valget af druesorter, antal af planter pr. hektar, højde og beskæringsregler samt maksimum udbytte pr. hektar, alkohol styrke i vinen. Det vil sige at undervejs lige fra jord til flaske stilles der bestemte krav og der kontrolleres hele vejen. Siden 1979 skal den færdige vin desuden igennem en smagstest før den kan oppebære betegnelsen Appellation Controlée.

VDQS :
Vins Délimités de Qualité  Supérieur. VDQS er en gruppe, som bliver mindre og mindre, idet flere og flere dyrkere har fundet ud af at man lige så godt kan gøre sig umage. Arbejdet er næsten det samme, men hvis man har færre, men bedre vinsorter på sin jord og er mere omhyggelig, så bliver resultatet også at man til sidst står med en højere kvalitet. Når nok gør det i et VDQS område, ender det med opgradering til AOC.

VIN de  PAYS:
Den største del af VdP vinene kommer fra Sydfrankrig. Der er mest tale om gode landvine,  hvortil myndighederne også har nogle regler, der skal opfyldes. Anerkendte druesorter er en selvfølge, arealudbyttet, regler om gæring til en vis alkoholprocent. Vinen skal også være typisk for sit område og type. Generelt må man høste betydelig mere  i VdP end i de to øverste kategorier.

VIN de TABLE FRANCAIS:
Den laveste kategori, hvor forbrugerne kun får at vide, at vinen er fransk. Der må ikke stå noget nærmere om geografisk oprindelse. Betegnelser som ”landvin” og lignende må ikke nævnes. Det vil nemlig indikere, at vinen kommer fra ”landet”
Vin de table vine er forbløffende ens fra år til år, hvilket skyldes producenternes dygtighed. Her er det tilladt at blande vine fra forskellige egne og dermed opnå bestemte sødme/tørhedsgrader, let eller fyldig o.s.v.  Mange gange er VdT vine overskudsvine fra vinmarker, der har begrænset udbytte f.eks. AOC.  En VdP vin har ikke altid årgang, og bør aldrig ”gemmes”  Købes ind til den lejlighed, der tænkes på og får man noget til overs, skal det som regel anvendes inden for det næste ½ til hele år.

KLASSIFIKATIONER

En anden væsentlig faktor som har gjort franske vine anerkendt, er de forskellige klassifikationer.
For ”ikke kendere”  kan det være en vanskelig sag at håndtere. Mange føler sig sikret, hvis de står med en ”Grand Cru”,  men sandheden er, at mange distrikter har en klassifikation. Den mest kendte og måske vigtigste er MEDOC KLASSIFIKATIONEN AF 1855, som i dag må siges at være lidt af et museumsstykke. Lavet i årene op til 1855 og præsenteret ved verdensudstillingen. Egentlig ikke for franskmændene. De havde faktisk allerede en ”uofficiel klassifikation”  nemlig prisen på vinen. Hvis pris og kvalitet hang sammen, havde man en køber. Var vinen derimod for dyr eller dårlig, kom man bare ikke af med den.

Det var mest Bordeaux’ største marked – England, som havde brug for en rangorden for at finde hoved og hale på alle vinene.¨

Médoc’ Grand cru Classé fra 1855 var primært ønsket af englænderne, men senere blev den dog anerkendt og berømmet af såvel franskmændene selv som alle os andre. 62 slotte blev placeret i fem  cru (klasser). I knap 150 år har man generelt anerkendt rangordenen, men der har væren mange tiltag for at få den ændret eller udvidet. Gennem så mange år er det sket en kolossal udvikling på alle områder.  Dels har hver ny generation haft indflydelse på udviklingen på  både dyrkning, fremstilling og lagring, mange slotte har fået er nye ejere, for ikke at tale om hele den teknologiske udvikling, der på forskellige tider har vundet indpas på de enkelte slotte, har været med til at ændre type og kvalitet på mange vine. En vin der i 1855 blev placeret i 3. cru, kan udmærket have udviklet sig og burde i dag måske være i 2. cru, lige som en vin fra 5. cru måske skulle helt ud af klassifikationen.

Det er klart at en vingårdsejer gerne ser sit slot avancere i klassifikationen, men absolut ikke ønsker at blive degraderet. Derfor har det altid været ”sprængstof”  når der har været tiltag til ændringer.

Den væsentligste ændring skete i 1973 da Château Mouton Rothschild endelig blev fundet egnet som Premier Grand cru Classé – den højeste. Det var Baron Philip de Rothschilds næsten livslange kamp, der her blev belønnet. Han var dybt utilfreds med slottets placering i ”anden cru”, da han i 1920erne overtog slottet.

Det er på grund af alle disse facts, og mange flere, der gør at vi kalder 1855 klassifikationen et museumsstykke, selv om vi trods alt er enige i måske 75% af den.

Andre klassifikationer

Sauternes
Andre franske vindistrikter har klassifikationer. Sauternes’ Grand cru Classé  er ligeledes fra 1855 men omhandler kun 25 slotte. Et af disse er ”outstanding”  Château d’Yquem som er Grand Premier Cru, lige herunder finder vi de 11 Premieres Cru  og 13 Deuxièmes Crus.

Saint-Émilion
Saint-Émilion fik sin klassifikation  nøjagtig 100 år efter, i 1955 blev disse vine for første gang klassificeret og i 1958 kom en bekræftelse herpå. Saint-Émilions klassifikation er ganske brugbar, idet man her reviderer listen omkring hvert tiende år eller efter behov. Således har man revideret i 1969 og i 1986.

Klassifikationener opdelt i Premier Grand cru Classé A  med kun 2 Chateaux,  Premier Grand cru Classé B med 9 og endelig Grand cru Classé der omfatter 64 slotte i dag.

Graves
Graves klassifikation af 1959 er den officielle benævnelse, men faktisk havde man en klassifikation i 1953, der blev ændret i ’59.  Det pudsige ved Graves klassifikation er at man her har en rangorden for såvel de røde som de hvide vine. Egentlig naturligt nok, da begge typer vin produceres her i rigtig gode kvaliteter. De føromtalte distrikter er kun kendt for de vine der er klassificeret. Hvide Médoc vine for eksempel er sjældent værd at skrive hjem om.

For de røde vinens vedkommende blev det eneste top-slot undtagelsesvis taget med i Médoc klassifikationen i 1855 (Château Haut-Brion er en Premier Grand cru) Den er også klart bedre end samtlige øvrige Graves vine.
Af røde Graves Chateaux’ er  i alt 13 Grand cru Classé   mens kun 9 slotte er klassificeret for deres hvide vine.  Flere af slottene er klassificeret for både deres røde og hvide vin.

Médoc Cru Bourgeois

Denne klassifikation er en ”underlig” størrelse. Den blev oprettet i 1932 og mere end 600 slotte har ret til at skrive Cru Bourgeois på etiketten. Der findes imidlertid et privat syndikat og det er kun disse medlemmerne, der enten kan skrive Grand Bourgeois Exceptionnel, Grand Bourgeois og laveste kategori slet og ret Bourgeois.